Gå til hovedindhold
136

Økonomi- og planlægningsafdelingen søger controller til Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse, Nuuk

Vi søger en kollega til økonomi- og planlægningsafdelingen i Nuuk. Stillingen er på fuld tid og ledige til besættelse pr. 1. august 2017 eller efter aftale.

Sundhedsvæsnet står overfor en dynamisk og spændende fremtid, hvor politiske, økonomiske og kliniske interesser konstant udfordrer os i vores hverdag. I økonomifunktionen er vores fokus rettet mod optimering af forretningsprocesser, budgetopfølgning mv. og samtidig sikre at nye muligheder udvikles.

Vi søger derfor en aktiv og ambitiøs controller, som vil blive en del af en organisation, hvor der med budgetopfølgning, projekter og politisk deltagelse, arbejdes på tværs af organisationen for at sikre den optimale løsning.

Hvem er vi?
Økonomi- og planlægningsafdelingen er en stabsfunktion under Sundhedsledelsen. Vi er en afdeling med 9-10 økonomiansatte, der har megen kontrakt til øvrige medarbejder på Dronning Ingrids Hospital, i Sundhedsregionerne og de øvrige afdelinger. Vores primære opgaver er varetagelsen af økonomistyring, herunder budgetplanlægning og opfølgning for hele sundhedsvæsenet i Grønland, der består af ca. 1200 ansatte. Vi beskæftiger os desuden med optimering af forretningsgange, statistik og aktivitetsregistrering, udarbejdelses af høringsvar og besvarelse af politiske henvendelser.  

Dine arbejdsopgaver
Du vil efter interesse og kvalifikationer få medansvar for planlægning og udførelse af egen opgaveportefølje. 

Dine opgaver vil normalvis dække følgende:

  • Ansvarlig for budgetopfølgning og controlling af en eller flere finanslovshovedkonti
  • Medudvikler af økonomistyring inden for sundhedsøkonomi herunder værktøj til analyser, registrering af aktivitetstal mv.
  • Faglig ansvarlig for oplæring af kolleager m.fl.
  • Rådgive Sundhedsledelsen i spørgsmål indenfor sundhedsøkonomiske områder
  • Deltage i udarbejdelse af ledelsesinformation, notater, høringssvar og beslutningsoplæg til hhv. Sundhedsledelsen og Departement for Sundhed.
  • Udarbejdelse af forretningsgange samt deltage i optimeringsprocesser
  • Udarbejdelse af effektivitets- og kvalitetsmål

Hvem er du?
Du er en person, som er i stand til at koordinere, samle op og formidle på tværs af både geografiske, faglige og politiske grænser. Dette stiller krav til, at du som person både kan arbejde selvstændigt og teamorienteret.

På det personlige plan lægger vi vægt på, at du er en uformel og munter person, der har lyst til at arbejde sammen med engagerede kollegaer, der lægger vægt på et godt arbejdsmiljø, fællesskab og sparring.

Yderligere forventes det, at du opfylder og har følgende:

  • En relevant akademisk baggrund f.eks. cand.merc,
  • 4-6 års erfaring med økonomistyring, regnskab, analyser, budgetter og projektstyring. 
  • Analytiske evner og er talstærk
  • Kendskab til Excel og flair for IT-systemer er et krav.
  • Har erfaring med at videreformidle komplicerede problemstillinger,
  • Har sproglig præcision og kan formidle komplicerede problemstillinger enkelt og klart – såvel skriftligt som mundtligt
  • Initiativrig og ansvarsbevidst i forhold til opgaver og kolleger
  • Kan arbejde både proces- og resultatorienteret

Løn - og ansættelsesvilkår
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation. Arbejdsugen er på 40 timer i Grønland.

Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler.  Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Ansøgningsfristen er d. 6. juni 2016
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte konst. økonomichef Bodil Kjær Andersen på tlf. (+299) 34 48 84 eller mail boka@peqqil.gl.

Søg stillingen online