Gå til hovedindhold
111

Ønsker du en hverdag med forskellige udfordrende opgaver inden for individuel og kollektiv ansættelsesret, samt i perioder at deltage i overenskomstforhandlinger? - så er du den, vi søger.

Vi er Personale og Jura. Kontoret består af 3 jurister, 5 personalekonsulenter, 1 seniorkonsulent og 1 chefkonsulent. Kontoret er en del af Grønlands Selvstyres Personaleafdeling i Økonomi- Og Personalestyrelsen, der består ca. 115 ansatte, hvor de ca. 40 er placeret i personaleafdelingen.

Økonomi- og Personalestyrelsen som arbejdsplads:
Vi begår os i en travl hverdag med engagerede kollegaer. Vores fornemmeste opgaver er at servicere lederne i Grønlands Selvstyre og underliggende enheder. Personaleafdelingen servicerer lederne bredt, fra udfærdigelse af ansættelseskontrakter, lederudvikling og udbetaling af løn til deltagelse ved indgåelse af overenskomster på vegne af det offentlige Grønland og håndtering af personalesager.
 
Dine opgaver vil omfatte:
-   Ansættelsesretlige sager
-   Rådgivning af ledere om løn- og ansættelsesvilkår herunder lønopstilling og udfærdigelse af kontrakter
-   Rådgivning og fortolkning i forbindelse med tjenestemandslovgivningen og øvrige Inatsisartutlove, bekendtgørelser samt cirkulærer inden for det ansættelsesretlige område
-   Deltagelse i overenskomstforhandlinger, herunder indgåelse af tillægsaftaler
-   Udfærdigelse af ansættelsesretlige skrivelser samt vejledninger/retningslinjer
-   Udarbejdelse af personalepolitikker
-   Indgå i arbejdsopgaver på tværs af Grønlands Selvstyre
-   Undervise medarbejdere i Grønlands Selvstyre i grundlæggende forvaltningsret og ansættelsesret
-   Spørgsmål til arbejdsmiljølovgivningen
-   Assistere under samlingerne i Inatsisartut med udarbejdelse af politiske oplæg, redegørelser, høringssvar, § 37 spørgsmål, lovoplæg og lignende
-   Varetage mæglingsmøder blandt andet i forbindelse med disciplinærsager, fratrædelsesaftaler og uenighed om lønindplacering
-   Håndtering af specifikke lovlige/ulovlige arbejdsnedlæggelser i Naalakkersuisut

Kan du svare ja til flere af disse udsagn, er du måske vores nye kollega:
-   Du er cand.jur. eller cand.merc.jur.
-   Du har kendskab til individuel- og kollektiv ansættelsesret samt forhandling
-   Du har gode skiftlige samt mundtlige kommunikations- og formuleringsevner, gerne på både grønlandsk, dansk og engelsk
-   Du er som person positiv, serviceorienteret, imødekommende og udadvendt
-   Du er god til at samarbejde, sparre og dele din viden med kolleger.
-   Du er interesseret i nye udfordringer og har øje for de gode juridiske løsninger, der også tager hensyn til forvaltningens forretningsmæssige behov
-   Du befinder dig godt i en til tider hektisk hverdag, og arbejder effektivt, struktureret og selvstændigt

Vi tilbyder bl.a.
-   Et arbejdsmiljø med engagerede kollegaer og med korte kommunikationsveje
-   Faglig sparringsfællesskab og dialog med den lokale topledelse
-   Personlige og faglige udviklingsmuligheder
-   Mulighed for videreuddannelse

Løn- og ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår, herunder til - og fratrædelsesrejser samt bohaveflytning vil ske i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation. For den rette kandidat med flere års erfaring indenfor ovenstående kan stillingen besættes som specialkonsulent.

Bolig:
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler, hvis ansøger ikke i forvejen er boligforsynet. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes personaleboligen. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør. Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Arbejdstiden er 40 timer om ugen.

Tiltrædelse den 1. april 2017 eller efter nærmere aftale.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Chef for Personale og Jura
Kristine Ansted Schmidt
Telefon +299 34 58 50 eller på mailadressen: kran@nanoq.gl
(OBS Grønland er bagud med 4 timer i forhold til Danmark).

Ansøgningsfristen er den 21. februar 2017. 

Vi forventer at afholde samtaler i uge 8 og uge 9 2017.

Søg stillingen onlinehttp://http://ssl1.peoplexs.com/Peoplexs22/CandidatesPortalNoLogin/ApplicationForm.cfm?PortalID=2770&VacatureID=889465