Gå til hovedindhold
128

Dette jobopslag er udløbet

Nukissiorfiit søger driftsleder til Upernavik

Vi søger en erfaren driftsleder, som kan tage ansvar for driften af Nukissiorfiits energi- og drikkevandforsyning i Upernavik og de tilhørende bygder. Der er tale om en udfordrende lederstilling i en landsdækkende virksomhed med en høj teknisk faglighed og et stort samfundsansvar. Nukissiorfiit er midt i en spændende forretningsudvikling, hvor der skabes omkostningseffektive og bæredygtige løsninger til gavn for vores kunder. Herunder er videreudvikling og optimering af den vedvarende energiforsyning sammen med drikkevandsforsyningen centrale omdrejningspunkter med ambitiøse målsætninger og udfordrende rammebetingelser.

Jobbet
Stillingen refererer til chefen for Distrikt Avannaa, og du indgår i distriktets ledergruppe. Driftslederen i Upernavik har personaleansvar for 22 rutinerede medarbejdere, og dine hovedopgaver vil bl.a. omfatte:

  • Driftsplanlægning og opfølgning med rapportering af drifts- og vedligeholdelsesdata
  • Kompetenceudvikling af dine medarbejdere og tilsyn med produktionsfaciliteter under dit ansvarsområde
  • Planlægning og projektering af anlægsopgaver og tilsyn i udførelsesfasen inden overtagelse
  • Budgetlægning og -opfølgning i samarbejde med distriktschefen

Som driftsleder skal du desuden kunne deltage i interne arbejds- og projektgrupper, ligesom du skal kunne repræsentere Nukissiorfiit i lokale eksterne sammenhænge. Har du særlige forudsætninger vil disse sandsynligvis kunne udnyttes, idet der i virksomhedens og distriktets forretningsudvikling vil være gode muligheder for, at du kan sætte dit præg på stillingens indhold.

Kvalifikationer
Der er flere indgange til stillingen og din succes, men det ses som væsentligt, at du har en solid energiteknisk driftserfaring med kendskab til SRO-anlæg samt drift og vedligeholdelse af elnet. Hertil forventes du at have erfaring som leder, og du har talent for at motivere og kompetenceudvikle dine medarbejdere gennem resultatorienteret samarbejde og et højt involverende informationsniveau. Vi lægger derudover vægt på, at du har:

  • En relevant teknisk uddannelsesbaggrund, f.eks. som maskinmester eller elinstallatør
  • En struktureret arbejdsform med sans for detaljens betydning og økonomisk forståelse
  • Gode færdigheder som IT-bruger og kørekort til bil
  • Flair for innovation i rammen af et godt forretningsoverblik

Det en stor fordel, hvis du har indsigt i det grønlandske samfund og er dobbeltsproget grønlandsk/dansk.

Ansættelsesforhold og nærmere oplysninger
Du tilbydes en arbejdsplads præget af et professionelt og dynamisk arbejdsmiljø med gode muligheder for personlig og faglig udvikling gennem opgaveorienteret efteruddannelse. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til den gældende overenskomst mellem Naalakkersuisut og den relevante faglige organisation. Der stilles personalebolig til rådighed jævnfør gældende regler, og der ydes fri tiltrædelsesrejse og bohaveflytning ved ansættelsen, og efter 3 års sammenhængende ansættelse betales hjemrejse for husstanden.

Se www.nukissiorfiit.gl for yderligere information om Nukissiorfiit, idet nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til distriktschef Kjell Bergman på kjeb@nukissiorfiit.gl eller tlf. nr. (+299) 54 92 92. 

Ansøgningsfristen er den 15. januar 2017
Ansøgning med CV, kopi af uddannelsesbeviser og referencer fremsendes via mail til hr@nukissiorfiit.gl eller med A-post til Nukissiorfiit, Postboks 1080, 3900 Nuuk.