Gå til hovedindhold
103

IT supporter / administrator til Retten i Grønland

Brænder du for at få de understøttende processer og værktøjer til at fungere effektivt?

Retten i Grønland søger en dygtig supporter til it-drift og support. Du skal være med til at sikre høj driftssikkerhed på Grønlands Domstoles it-systemer, og du skal hjælpe retternes personale med at få mest muligt ud af vores digitale værktøjer.

En organisation med fokus på it-professionalisering og digitalisering
Med fast base i Nuuk bliver du en del af Retten i Grønlands administrationsafdeling og skal i samarbejde med administrationschefen og vores eksterne it-leverandører være med til at sikre høj driftssikkerhed og gode brugeroplevelser.

Som ansvarlig for vores hotline-funktion vil dine væsentligste opgaver være at straksafklare telefoniske henvendelser fra vores brugere på kysten og i Nuuk, at behandle henvendelser via vores supportpostkasse og at yde on-site support til brugerne.

Du vil få et tæt samarbejde med Domstolsstyrelsens Center for It og vores eksterne it-leverandører.

Det rette match
Du er formentlig uddannet it-supporter, og det er helt afgørende, at du brænder for at yde en god service over for vores brugere.

Det er vigtigt, at du kan sikre tilfredse brugere og følger alle henvendelser til dørs.

Du ved at brugere har forskellige servicepræferencer, og hvordan du skal håndtere forskellige typer af brugere.

Du er venlig og imødekommende, og har et stort ønske om at give brugerne en god oplevelse på deres betingelser.

Du er handlekraftig, løsningsorienteret og arbejder struktureret og systematisk. Selv i pressede situationer formår du at bevare overblikket.

Gennem din praktiske og teoretiske erfaringer med it-support har du fået en god forståelse for Microsoft teknologier, print og netværk.

I løbet af 2019 står Grønlands Domstole over for en udskiftning af den eksisterende televideoløsning. Det vil derfor være en fordel, hvis du har erfaring med televideoløsninger.

Vores værdigrundlag:
Retten i Grønland arbejder på grundlag af disse værdier:

  • Det eksemplariske / ileqqorissaarneq
  • Åbenhed og ærlighed
  • Ansvarlighed og engagement
  • Dialog
  • Samarbejde

Løn- og ansættelsesvilkår:
Følger gældende overenskomst med de muligheder for forhandling af tillæg som overenskomsten giver. For ansatte, der kommer udefra, ydes der tiltrædelsesrejse og bohaveflytning i henhold til overenskomstens bestemmelser, ligesom der kan anvises bolig, for hvilken der betales husleje m.v. efter gældende regler.

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til administrationschef Kasper Skare – telefon (+299) 36 38 00.

Ansøgning:
Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Du sender den med relevante bilag til post.administration@domstol.gl, og senest den 8. november 2018 Vi holder løbende samtaler.

Grønlands Domstole består af Grønlands Landsret, Retten i Grønland og kredsretterne. Grønlands Landsret behandler udelukkende ankesager fra kredsretterne og Retten i Grønland. Retten i Grønland behandler de sager, som ved lov eller Inatsisartuts lov er henlagt til denne domstol som 1. instans samt de sager, som er henvist fra kredsretterne. Retten i Grønland forestår endvidere undervisning og vejledning af kredsdommerne og kredsretternes medarbejdere, ligesom den gennem sin administrationsafdeling servicerer Grønlands Domstole. Kredsretterne er organiseret i 4 retskredse med hovedkontor i Ilulissat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq. Grønlands Domstole beskæftiger ca. 80 medarbejdere.