Første skridt mod selvstyre i Nunavik

Torsdag underskriver det nordlige Quebecs Inuit, efter mange års forhandlinger, en foreløbig aftale med den føderale regering i Quebec om øget selvstyre.

Der bor knap 9000 inuit i 14 byer og bygder ude på kysten langs Ungava Bay, Hudsonstrædet og Hudsonbugten. Fiskeri og fangst er hovederhverv i Nunavik, hvor Kuujjuaq (Fort Chimo) er hovedbyen.

Det bliver en historisk dag for de 8700 Inuit i området, fortæller KNR's korrrespondent i Canada, Marianne Stenbæk.

Nunavik omfatter 14 byer og bygder i et område, der er større end Frankrig.

Piita Aatami, formand for Makivik korporationen og Maggie Emudluk, leder af Kativik, underskriver aftalen sammen med den nyligt udpegede minister for Nordlige Anliggende, Chuck Strahl og førsteminister for Quebec, Jean Charest.

Den nye aftale vil betyde et væsentligt større selvstyre. Kativik, som er den kommunale administrationen, vil blive lagt sammen med sundhedsvæsenet, den sociale administration og skolevæsenet. Det vil give Inuit en direkte kontrol over de vigtigste områder indenfor administrationen.

Samtidigt vil det give Inuit en større magt over den økonomiske og samfundsmæssige udvikling, fordi man nu selv vil være i stand til fuldt ud at råde over de bloktilskud, der kommer fra den føderale regering og provinsregeringen.

Det forventes at selve selvstyreaftalen vil blive underskrevet indenfor det næste år, og at den nye Nuvavik-regering vil være etableret inden år 2010.

Powered by Labrador CMS