Knivstikkeri i Alluitsup Paa

En kvinde blev under et drikkelag overfaldet af sin mand, hvor hun fik knytnæveslag, og et dybt sår i armen, da han overfaldt hende med en kniv.

En 43-årig mand fra Alluitsup Paa er tilbageholdt efter at have stukke sin kone med en kniv. Foto: Jørgen Chemnitz

Et drikkelag udviklede sig dramatisk i bygden Alluitsup Paa ved Nanortalik mandag nat, da en 43-årig mand overfaldt sin jævnaldrende kone med knytnæveslag og derefter stak hende med en kniv, så hun fik et dybt sår i armen.

– Kvinden henvendte sig på sygeplejestationen for at blive syet i armen, og på den måde fik politiet i Nanortalik melding om det voldelige overfald på kvinden. Reservebetjenten anholdt manden samme nat og satte ham i detentionen, hvor vi fra Nanortalik politi kunne hente ham med helikopter næste dag, siger fungerende stationsleder i Nanortalik, Tino Pedersen, der oplyser, at manden er tilbageholdt i tre uger for vold.

– Hvorfor er manden tilbageholdt for vold og ikke for drabsforsøg, når han har stukket sin kone med en kniv?

– Vi mener ikke, at det var hans mening at slå hende ihjel. Det er ud fra nogle overvejelser om, hvad vi kan bevise. Vi mener, at vi kun kan bevise at der var tale om vold. Der er også forskel på, om man stikker i armen eller i hjertet. Kvinden har kun fået et stik og det var i armen, så derfor kan vi ikke bevise at det er drabsforsøg, siger Tino Pedersen.

Powered by Labrador CMS