Siumut frasiger sig Qoornoq-deklarationen

Forbuddet mod mineprojekter, der indeholder uran som biprodukt, sætter Grønlands erhvervsudvikling i bakgear, mener oppositionspartiet.

Kim Kielsens underskrift vil i hvert fald ikke være at finde på Qoornoq-deklarationen. Foto: Leiff Josefsen

Siumut vil aldeles ikke skrive under på Qoornoq-deklarationen!

Budskabet er ikke til at tage fejl af i en pressemeddelelse udsendt af Karl Lyberth, politisk ordfører for Siumut og Kim Kielsen, råstofordfører for Siumut.

Deres klare udmelding kommer, efter at Demokraternes Formand, Jens B. Frederiksen i fredags anklagede Siumut for med pressens hjælp at så tvivl, om hvorvidt der hersker intern splid i koalitionen om opbakningen til Qoornoq-deklarationen og nul-tolerance-politikken mod uran.

Demokraternes udmelding blev selv kickstartet, da Palle Christiansen medvirkede i et dansk radioprogram. Her forstod selv førende IA-politikere Palle Christiansens udmeldinger som usikkerhed om Qoornoq-deklarationen. En rækkere IA´ere har ligefrem anklaget Palle Christiansen for at lave en unødig zig-zag kurs i uran-spørgsmålet.

Jens B. Frederiksen fór til tastaturet og bekendtgjorde i en pressemeddelelse:

- Siumut påstår fejlagtigt, at der er et flertal for at ophæve nultolerencen. Det er der ikke. Siumut vil ophæve den nu, selv om vi mangler at få belyst de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser. Det vil Demokraterne under ingen omstændigheder være med til. Jeg vil derfor opfordre Siumut til at underskrive Qoornoq-aftalen, så vi sikrer, at en eventuel ophævelse af nul-tolerancen over for uran sker på et grundlag, der er forsvarligt både sundheds- og miljømæssigt, skrev Jens B. Frederiksen.

Den udmelding og ikke mindst opfordring reagerer Siumut nu på.

- For at rette op på Grønlands økonomi må vi ved brug af det midler der er, hvad enten det er levende eller ikke levende ressource udnytte dem og komme væk fra tvivlsfølelsen, og gøre dem til aktiver for os og vore efterkommere. Naturligvis skal udnyttelsen ske på en på alle måder sikker og forsigtig fremgangsmåde og strenge krav!, lyder det fra Karl Lyberth og Kim Kielsen.

- Hr. Jens B. Frederiksen vi tillader os igennem denne pressemeddelelse at returnere din udtalelse! Du er nødt til at forklare dine utydelige ytringer, alle vi der lyttede til radioavisen hørte nemlig din næstformands Hr. Palle Christiansen udtalelser der ikke kan misforstås. Han sagde det så klart, at selv Formanden for Naalakkersuisut følte sig nødsaget til at indrømme, at Inuit Ataqatigiit of Demokraterne har vidt forskellige meninger om uran som biprodukt, skriver Karl Lyberth og Kim Kielsen.

Siumut peger endvider på, at partiet har besluttet sig for at fremsætte følgende forslag til forårets samling under FM2011 til andenbehandling. “Beslutningsforslag om at Naalakkersuisut pålægges til snarest at arbejde for indførelse af øvre grænse for indholdet af uran på 0,1 % på alle udvindings tilladte råstoffer i Grønland.”

Et forslag der ifølge Karl Lyberth og Kim Kielsen er i tråd med EU’s grænseværdier.

Powered by Labrador CMS