EU-fiskere piner hajer

Man fanger hajen, skærer finnerne af den og smider det endnu levende dyr tilbage i havet. Så fylder det jo ikke op på fiskebåden. Sådan gør mange spanske, franske, italienske, portugisiske og britiske fiskere ifølge en ny rapport.

Rapporten er udarbejdet af 30 miljø- og dyreværnsorganisationer, der med navnet "Haj-alliancen", Shark Alliance, søger at beskytte de truede dyr.

At skære finner af på denne måde er ulovligt, men EU's kontrollører sætter ifølge rapporten kikkerten for det blinde øje.

Baggrunden for dyrplageriet er den lukrative eksport af hajfinner til Asien.

I Kina er hajfinnesuppe en dyr delikatesse og nærmest en slags statussymbol for en stadigt mere købedygtig middelklasse. Et kilo hajfinner indbringer op mod 3725 kroner. Det giver så meget desto større økonomisk incitament til at udrydde hajerne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS