Gå til hovedindhold
105

Dette jobopslag er udløbet

JURIDISK FULDMÆGTIG/SPECIALKONSULENT TIL DEPARTEMENTET FOR SUNDHED

Vores dygtige jurist har søgt nye udfordringer og vi har besluttet at ændre organiseringen af vores opgaver. Så har du lyst til at være med til at forme vores nye afdeling for Jura og Koordinering har vi et spændende job til dig.

Departementet for Sundhed er den øverste myndighed på sundhedsområdet. Vores primære opgave er, at sikre Naalakkersuisut (Landsstyret) et solidt beslutningsgrundlag i udviklingen af initiativer på sundhedsområdet, der fremmer folkesundheden i Grønland.

Vi er et alsidigt team bestående af jurister, sundhedsfaglige konsulenter, tolk og AC-fuldmægtige, som sætter samarbejde og faglighed højt. Vores arbejdsmiljø er åbent og uformelt. Vi har en kultur, der giver alle mulighed for at bidrage med nytænkning til organisationen samt til løsning af vores opgaver. Derfor er det en fordel, hvis du har sundhedsområdet som interessefelt, men vigtigst er det, at du er åben og samarbejdsorienteret.

Dit fremtidige arbejde i Departementet for Sundhed vil byde på faglig udvikling og en øget indsigt med arbejdet i en politisk styret organisation og på sundhedsområdet. Din hverdag vil bestå af store og små opgaver og være præget af afveksling og tempo, specielt op til og under de lovgivende samlinger.

Dine opgaver
-   Servicere Inatsisartut (Landstinget) og Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed (Landsstyremedlemmet for Sundhed)
-   Udarbejde lovforslag og cirkulærer på sundhedsområdet
-   Udarbejde relevante og kvalificerede bidrag til løbende revision af den foreliggende lovgivning
-   Indgå i tværgående samarbejde med andre departementer
-   Konkret sagsbehandling og fortolkning af lovgivning
-   Udarbejde notater og redegørelser m.v.
-   Juridiske spørgsmål inden for råstofsektoren med relevans for sundhedsområdet

Du kommer til at indgå i et tæt samarbejde med Departementets øvrige jurister. Der vil være rig mulighed for faglig sparring og du vil få indflydelse på udviklingen i dine opgaver i dialog med din leder.

Vore forventninger
-   Uddannet jurist
-   Gerne erfaring med arbejde i en politisk styret organisation
-   Kvalitetsbevidst og helhedsorienteret
-   Selvstændig, men værdsætter synergien ved teamwork og tværfagligt arbejde
-   Struktureret, arbejder godt under tidspres og har fokus på deadlines
-   Interesse og/eller erfaring indenfor sundhedsområdet er en fordel

Generelt
Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til betalt til- og fratrædelsesrejser og bohave-flytning i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og DJØF. Tillæg som specialkonsulent gives efter en konkret vurdering.

Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler.  Der betales husleje og depositum efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig.  Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Personalebolig skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør. Der kan være ventetid på permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder.

Stillingen er placeret i Nuuk. Byen byder på mange muligheder, som kulturhus, biograf, svømmehal, fitness, cafeer, restauranter og diverse foreninger. Naturen omkring Nuuk tilbyder derudover både skibakke og golfbane, samt mulighed for kajak, sejlads, vandring og en lang række andre fritidsaktiviteter for den aktive.

Ansøgningsfrist: 30. januar 2017, kl. 10.00

Tiltrædelse efter aftale. Hvis du har spørgsmål til stillingen eller andre forhold omkring ansættelsen, så kontakt afdelingschef Gitte Arvegaard på (+299) 34 66 18 / giar@nanoq.gl.

VI GLÆDER OS TIL AT HØRE FRA DIG

For mere information om Departementet for Sundhed, Grønlands Selvstyre, se: www.nanoq.gl.

Søg stillingen online