Gå til hovedindhold
106

Dette jobopslag er udløbet

Engageret kollega til en travl og varieret hverdag i Råstofstyrelsen (barselsvikariat)

Vi søger en engageret kollega til et barselsvikariat i Licensafdelingen, som skal være med til at administrere tilladelsesforhold for de selskaber og enkeltpersoner, som efterforsker mineralske råstoffer i Grønland.

Vi søger en kollega med gode systematiske evner og lyst til at servicere både borgere og det politiske system i en travl hverdag.

Barselsvikariatet er ledigt til besættelse snarest muligt og frem til 31. august 2017.

Råstofstyrelsen
Råstofstyrelsen spiller en nøglerolle i råstofudviklingen. Vi er den primære kontakt for selskaber og enkeltpersoner, der ønsker at efterforske og udnytte mineraler, olie og gas i Grønland. Opgaverne varetages i samarbejde med andre grønlandske myndigheder og institutioner og kræver samarbejde og projektstyring på tværs af traditionelle faggrænser inden for jura, forvaltning, økonomi, geologi, teknik, natur og miljø.

Vi er en spændende arbejdsplads i vedvarende udvikling. Vores hverdag er præget af en god omgangstone og korte kommandoveje, hvor der er plads til at sætte sit personlige præg på resultaterne. Vi stiller høje krav til os selv og forventer en høj kvalitet i udførelsen og ved resultaterne af vores arbejdsopgaver.

Råstofstyrelsen har kontor i Nuuk med 17 medarbejdere i 3 afdelinger: Licensafdelingen, Teknik og Tilsyn, og Afdelingen for Analyser og Kontrolfunktioner. Råstofstyrelsen er en underliggende myndighed af Råstofdepartementet.

Stillingen
Du vil blive placeret i Licensafdelingen. Dine primære opgaver vil være myndighedsbehandling knyttet til udstedelse af tilladelser og efterfølgende godkendelser af efterforskningsaktiviteter af mineralske råstoffer i Grønland. Du vil endvidere efter omstændighederne deltage i Råstofstyrelsens udviklingsarbejde med opdatering af bestemmelser og vilkår og bidrage til styrelsens informationsvirksomhed.

Du kan forvente en varieret arbejdsdag, hvor du kan arbejde med råstofforvaltning på mange forskellige niveauer.

De konkrete arbejdsopgaver vil dog afhænge af dine tidligere erfaringer og kvalifikationer.

Licensafdelingen ledes af en afdelingschef og har 7 engagerede AC-fuldmægtige.

Profil

Vi lægger vægt på at du har:
-   kendskab til offentlig forvaltning. Relevant videregående akademisk uddannelse er en fordel, men ikke et krav
-   lyst og evne til at arbejde med driftsopgaver, særligt indenfor småskalaområdet
-   godt overblik og gode analytiske evner
-   evne til at arbejde systematisk indenfor givne rammer og procedurer
-   relevant erfaring, gerne fra arbejde i en politisk/administrativ organisation
-   interesse og flair for at arbejde med it-systemer og databaser
-   gode evner til at arbejde på engelsk i skrift og tale
-   en god portion humor og trives godt med en uformel omgangstone

Det er en stor fordel, hvis du har kendskab til grønlandsk sprog og kultur. For ansøgere uden for Grønland vil der blive lagt vægt på evne, vilje og lyst til at arbejde og leve under andre kulturelle forhold end de vante.

Attraktive rammer for den rette person
Jobbet giver gode muligheder for personlig og faglig udvikling. Du vil indgå i et team af engagerede kolleger, og du vil opleve at skulle lære meget nyt på kort tid.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Arbejdstiden er 40 timer om ugen. Du må forvente merarbejde i perioder.

Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Hvis en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret afdelingschef Rannvá Clementsen, (+299) 346808, racl@nanoq.gl.

Ønsker du yderligere information om Grønland og Grønlands Selvstyre, kan du læse mere på www.naalakkersuisut.gl, under Job. Du kan finde information om råstofområdet i Grønland på vores hjemmeside www.govmin.gl.

Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 19. januar 2017


Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 4

Søg stillingen online